Instagrams værktøjskasse: Hvilken type indhold skal du købe?
Omkring 80% af al influencer marketing foregår på Instagram, og det er der en helt særlig årsag til. Modsat mange andre sociale medier rummer Instagram nemlig en hel værktøjskasse af muligheder for at skabe en succesfuld kampagne. Men ved du, hvilke redskaber du skal trække op af hatten for at opnå resultater?
Skrevet af Benedicte Grumstrup, ejer af WeInfluence og Co-founder af #influenced.
Instagram Stories – kommunikation i øjenhøjde
Instagram stories er billede- eller videoklip af 15 sekunders varighed, som ligger tilgængeligt på en influencer-profil i 24 timer. Der er utallige funktioner for interaktion med følgerne som eksempelvis spørgerunder, quizzer eller afstemninger, hvilket giver mulighed for at inkludere følgerne i kommercielle sammenhæng. I stories ser man ofte, at influencerne taler direkte til kameraet, hvilket giver en kommunikation i øjenhøjde, som ofte opleves meget autentisk og som et ægte kig ind bag facaden. På stories kan man tilføre et swipe-up link, hvilket gør denne contentdel eminent til salgskampagner (last click), til at generere sign-ups til nyhedsbreve eller til at skabe trafik til web (first click). Det, man skal være opmærksom på i stories, er, at det ofte kun er 10-40% af influencerens følgere, der kigger med, hvorfor det er et relativt lavt reach i forhold til influencerens følgerantal.
Instagram opslag – nå langt ud i feed’et
Kigger man på Instagram posts, så drejer det sig om de faste opslag på selve profilen. Disse kommer bredere ud end stories. Ofte ses posts af 30-100% af influencerens følgerantal. Derfor er det et godt værktøj til brandingkampagner, konkurrencer eller måske som et tilkøb i en salgskampagne for at nå længere ud med et klart call to action. I så fald, kan det være klogt at kombinere med et link i bio, som teksten i post kan henvise til, så vi forkorter vejen til køb for forbrugeren. Med Instagram posts har du også fået muligheden for at gemme dem i en Instagram Guide. En ny, spændende mulighed hvis du f.eks. sælger makeup, tøj – eller noget helt tredje. Der er gode muligheder for at nå følgeren i en ny form – men med ”gammelt” indhold.
Reels – kræver den gode idé, men så er der et højt reach
Instagram har også forsøgt at omfavne TikToks populære, korte videoer i form af deres ”reels”, der kom ud sidste år. Reels kommer ofte bredt ud, og har man en god idé samt finder en influencer, der laver kvalitetsindhold på sine reels, kan man lettere gå viralt ved denne contentform fremfor andre. Reels har vist nogle sindssyge tal i sin levetid. Reels kan være et godt greb i et samarbejde, der er en proces i – eksempelvis en makeover på 30 sekunder eller til at vise 5 outfits på 5 sekunder. Det skal dog primært ses som et redskab til brandawareness, da der ikke er direkte link fra reels, og man skal desuden være opmærksom på, at der er færre tal at kunne evaluere på i forhold til stories og posts.
IGTV – God til produkttest – eller den dybe samtale
Youtube er et medie, som er kendt for deres videoer. Instagram har lavet deres egen version i form af deres IG-TV. Dette er posts, der ligger på profilen, men i videoformat i længden 1-15 minutter. Dette kan være et godt format til et dybere emne, produkttests, en transformation eller andet, hvor der er indhold i længere tid. For vær opmærksom på indholdet! Er det interessant, kan du med IG-TV have stor succes med at fastholde følgeren længe, men husk at indholdet skal være i fokus. Ellers har du måske mere gavn af et videopost i kortere format. Vær desuden opmærksom på, at der ofte er væsentligt lavere engagement på IG-TV i forhold til billedposts. Det er helt normalt.
LIVE – muligheden for at komme tættere på forbrugeren
Sidst men bestemt ikke mindst vil jeg nævne LIVE-muligheden, som kan give en rigtig interessant interaktion med følgerne. En LIVE er, som navnet indikerer, en LIVE-udsendelse direkte fra influencerens profil, men det kan også være med flere profiler sammen – eksempelvis influenceren og dennes samarbejdspartner. Jeg har set flere lave LIVES med succes, hvor der på forhånd er sørget for, at følgerne har kunnet stille spørgsmål, og der er også mulighed for at spørge undervejs. Dette giver en live-interaktion med seerne, hvilket kan give en rigtig god effekt på en kampagne. Og en følelse af gensidig kommunikation for følgeren.
Der er en masse facetter og nuancer på Instagram, som man kan bruge strategisk i sin influencer marketing. Skal du lave en salgskampagne, kommer du i hvert fald ikke udenom at bruge stories. Handler din kampagne om brandawareness og reach, skal du måske kigge efter, at posts og reels er en essentiel del af dit indhold. Skal du derimod italesætte noget dybdegående indhold, er det måske IG-TV eller LIVE-sessions, som du skal gøre brug af. Og så husk at tænke over et kampagneflow, og hvorfor du lægger, hvilke contentdele i hvilken rækkefølge.
Rigtig god fornøjelse!
Benedicte Grumstrup er ejer af WeInfluence og co-founder af #influenced. WeInfluence er et influencer agency, der planlægger og eksekverer influencerkampagner for bureauets 8 klienter. Med nogle af Danmarks dygtigste influencere på holdet, har hun et indblik i tendenserne, efterspørgslen samt udviklingen af influencer marketing i Danmark.
Hvis du vil have mere inspiration og viden om, hvordan du laver succesfulde influencer kampagner, så deltag i konferencen #influenced. Køb billet her